00
Breitbart: "Fact Check: Leonardo DiCaprio Falsely Claims U.S. ‘Per Capita the Largest Polluters in the World’",(18.1.22).
Breitbart er et amerikansk netmedie, der publicerer holdningsbaseret journalistik. Holdningerne afspejler et mix af populisme, konservatisme og libertarianisme. Det er, for nogle emner, en umage threesome – det er fx svært at forene populisme og lukkede grænser på den ene side og libertarianisme og åbne grænser på den anden – men der er fælles opfattelser, og hvor de er uforenelige foretrækker redaktionen for tiden tilsyneladende en populisme lidt a la Trump.
Herhjemme er Breitbart forsøgt kædet sammen med en anti-semitisk dagsorden, hvilket må være udtryk for manglende research. Bladets pro-israelske holdning og jødiske baggrund og jødiske medarbejdere taget i betragtning, virker den karakteristik som et bevidst forsøg på misinformation, og det er mærkeligt, at eksempelvis Berlingske Tidende har søgt at give karakteristikken troværdighed. Og så er bladet, i DK forstås, også kendt for, at Henrik Sass angiveligt startede (starter?) dagen med at læse Breitbart (og WaPo) – ja, der har altid været lidt af en rebel i Sass.
Breitbart deklarerer tydeligt, at deres journalistik er holdningsdrevet. Så vidt så godt. Men selvom enhver har ret til egne holdninger, så har man som bekendt ikke ret til at vælge sine egne fakta.
Det forsøger Breitbart ikke desto mindre i denne artikel. Mediet er engagerede modstandere af klimapolitiske tiltag og agiterer imod personer og organisationer, der plæderer for sådanne tiltag. I den her artikel leder det til en påstand om, at det ikke er USA, der er verdens største per capita udleder, men Kina! Håbet er, formodentlig, at man dermed kan imødegå argumenter for et mere ambitiøst amerikansk reduktionsmål.
Hvordan kommer Breitbart på den idé, at Kina er den største udleder per capita? Forklaringen er en cocktail af for stort politisk engagement, for ringe faglighed, bekræftelses-bias og en for kæk læsning af et opslag i Worldometers, hvor Breitbart overser, at tabellen er sorteret efter absolut udledning og ikke efter udledning per capita. Ups. Godt nok er Worldometers side ikke brugervenlig, men det er er ikke en god undskyldning for fejllæsningen.
Sådan en fejl giver røde ører, og hvordan kommer man så videre? Man erkender fejlen og oplyser tydeligt om den. Det er i hvert fald, hvad man bør gøre.
Det siger meget om et medie, hvordan man håndterer fejlagtig information til læseren. I DK er det en kamp, at få medierne til at rette fejl og tydeligt markere dem. Breitbart er i dette tilfælde ikke helt så slem, men har dog tilsyneladende gået et par semestre i samme skole. For godt nok blev fejlen rettet dagen efter (fint), og godt nok omtaler man det som en “rettelse” (også fint), men så griber man til “opdaterings”-tricket. Ændringen omtales som en “opdatering”. Men der er ikke sket en udvikling, hvor der er kommet ny information på bordet. Den sande information var til rådighed allerede, da artiklen blev skrevet. Så det burde være “rettet”. Og så er det god stil at beklage, at man har begået en fejl og givet læserne forkert information.
Det er rent held, at overskriften på historien faktisk indeholder en sand oplysning: USA er, sandt nok, ikke den største udleder per capita. Men ikke fordi Kina, som oplyst, udleder mest af alle per capita. Fordi Canada, Australien og nogle oliestater udleder mere. USA er omkring den 15. største udleder.
Ser man på, fx Carbon Briefs, forsøg på at opgøre de historisk akkumulerede udledninger per capita, i stedet for årlige, er USA den 2. største – DK den 18. største. Det illustrerer en anden svaghed ved artiklen. Godt nok var det ikke korrekt, hvad skuespilleren sagde, og det er selvfølgelig ikke ok, at han overdriver, men den egentlige pointe har nok været, at USA er højt på listen over udledere, og at USA derfor står med et særligt ansvar. Det sidste kan man være enig eller uenig i, men det er den pointe, der er substansen, og som den gode artikel derfor (også) ville forholde sig til.
Artiklen indeholder også nogle kritiske/perfide bemærkninger vedrørende skuespillerens eget klimaaftryk og en eventuel dobbeltmoral. Alt efter smag og sammenhæng er det relevant, underholdende eller irrelevant, men da der er tale om deklareret holdningsjournalistik, så er det ikke at snyde læseren.
Det er i øvrigt ikke ualmindeligt med den slags personangreb i klimajournalistikken, der er lidt af en legeplads for journalister med stort politisk engagement. Berlingske Tidende brugte i historien “Faktatjek af Lomborg: Det er simpelthen useriøst” (29.11.18) samme metode – eneste forskel er, at de to mediers journalister hører hjemme i hver sin politiske lejr. Og så er der også den forskel, at Berlingske undlader at deklarere artiklen som holdningsjournalistik.
Figur: Uddrag af Berlingske artikel
Fake news?
Der er ikke tale om bevidst misinformation fra Breitbarts side, så der er ikke tale om fake news. Det er en dum, men ærlig fejl. Man kunne overveje at tale om fake news, hvis mediet undlod at rette fejlen, men den blev ret hurtigt rettet.
Ikke desto mindre er artiklen dumpet. Det er den på grund af de forkerte oplysninger i den oprindelige artikel og den generelt mangelfulde behandling af landenes rangering. Og på grund af den lidt forkølede rettelse.