Artikel: 25.07.2024 · Anmeldt: 16.09.2024
Fin artikel i JP om en fare ved en kommende Trump-periode. Ikke en russisk konspirationsteori men en saglig historie om risikoen for, at Trump vil presse den nominelt uafhængige amerikanske centralbank til en for ekspansiv pengepolitik.

Figur: Collage med teksteksempler fra JP
Det kan være værd lige at genopfriske argumentet for politisk uafhængige centralbanker. Spørgsmålet om den institutionelle indretning fik stor opmærksomhed, dengang EU skulle have en fælles valuta og en centralbank.
Spørgsmålet havde været oppe tidligere, fx Tyskland efter krigen og nationalsocialismen, men den akademiske interesse voksede på ny i forbindelse med etableringen af den ny EU-centralbank. En række økonomer – men langt fra alle (især ’venstreorienterede’ økonomer var modstandere) – tilsluttede sig et ræsonnement, der går cirka sådan her: Politikere er fristet til en uansvarlig finans- og pengepolitik, fordi de har en interesse i at puste økonomien op til valg. Ved at lave en institutionel binding på pengepolitikken – dels med en lov om at den skal fokusere på lave prisstigninger, dels med uafhængighed til direktion og bestyrelsen – så opnås både en pengepolitik, der sigter mod stabil, lav inflation, og større sandsynlighed for at politikerne fører en ”ansvarlig” finanspolitik, fordi politikerne ikke kører uhensigtsmæssigt store underskud i den forventning, at centralbanken bare forholder sig passiv eller ligefrem hjælper med ved at finansiere underskuddet gennem seddelpressen. Dét er argumentet for at gøre centralbanker uafhængige.
Og her er vi så tilbage til Trump, for med populisme – og Trump er på godt og ondt en populist – ligger der latent en fristelse til lette løsninger med offentlige underskud. Og dermed også til angreb på centralbanken. Og det er så det, JP beskriver i artiklen, hvor man bruger to økonomer fra den finansielle sektor som ekspertkilder. De er tydeligvis begge tilhængere af uafhængige centralbanker, og artiklen bruger fornuftigt kilderne til at illustrere argumentet for uafhængighed. Artiklen redegør også fint for bestyrelsens sammensætning og den udskiftning af medlemmer, der kan blive mulighed for i de kommende år, og som også er en måde for politikere at påvirke pengepolitikken.
Det kan være helt ok at bruge to kilder fra samme spektrum i stedet for at belyse ved et mangfoldigt kildevalg, men det tilsiger så, at mediet udfordrer kilderne lidt, når nu kilderne ikke gør det indbyrdes. Og det sker ikke. Selvom der er gode teoretiske argumenter for uafhængighed, så er de ikke definitive, og det er derfor et empirisk spørgsmål, om uafhængighed virker godt.
Den korte udgave af én kritisk vinkel er, at uafhængige centralbanker er bureaukratier, og de fejl man ser i bureaukratier generelt kan også tænkes at opstå i centralbanker. Måske endnu mere i centralbanker, fordi den anden side – bagsiden, om man vil – af uafhængigheden kan være en mangel på kontrol. En anden kritisk vinkel er den som især venstreorienterede økonomer – og i virkeligheden også Trumps centrale rådgiver Peter Navarro – har haft, og som går på, at en uafhængig centralbank med fokus på prisstabilitet gør det sværere for regeringer at føre konjunkturudjævnende politik.
Den største svaghed i artiklen er, at den kan give læserne indtryk af, at risikoen for store offentlige underskud og en inflationær politik er begrænset til det Republikanske parti og til Trump. Der er flere måder at påvirke en centralbanks pengepolitik. Også subtile. Hvilket ikke er Trumps force, men andre evner den. Det ser man blandt andet ved centralbanker, der får udvidet deres formålsparagraf til mål vedrørende klimapolitik og fordeling.
Men det er småskavanker i en god artikel, der demonstrerer, at der kan laves saglig kritisk journalistik om Trump. Havde medierne holdt sig til det i 2016, var han nok aldrig blevet det Republikanske partis kandidat.