-3
Berlingske Tidende: "Teenager blev nægtet behandling for coronavirus: Få timer senere var han død"(28.3.20).
Det var en tragisk hændelse. Men – journalistisk set – en god historie Berlingske Tidende bragte i starten af pandemien. Sensationel med død og pine, gode mod onde, klare politiske implikationer. Budskabet var, at man i det forfærdelige USA med forfærdelige private hospitaler og sundhedsforsikringer ikke får noget langt liv. Journalistik, der spiller på stereotype opfattelser af USA og private løsninger, har et solidt publikum i Danmark. Også blandt Berlingskes, formoder jeg, konservative læsere.
Samtidig er det en historie, der giver anerkendelse fra fagfæller. Man kan roligt møde op til fredagsbar med sådan en historie i bagagen. ‘Forfærdelige forhold, du, men vigtigt at skrive den, og så i Berlingske, stærkt du turde, like, like’.
Budskabet kan i øvrigt være sandt. Altså, at private løsninger i sundhedsvæsenet er noget fanden har skabt. Et spændende emne at diskutere. Der er fordele og ulemper ved privat produktion og finansiering. Nåh, undskyld, allerede der blev det for nuanceret. Men vurderingen af fordele og ulemper er i øvrigt ikke relevant her. Det relevante her er det journalistiske. Og mere præcist: Om historien var sand. Holdninger har enhver ret til selv at vælge, men det gælder ikke fakta.
Og her melder sig et lille problem. Historien var ikke sand. Der var ingen teenager, der blev nægtet behandling for coronavirus på grund af manglende forsikring. Virkeligheden var en anden.
Så egentlig var det ikke god journalistik. I hvert fald ikke for nysgerrige og sandhedssøgende læsere. De blev efterladt dummere.
Jeg undrede mig over historien, da jeg læste den. Det normale ville være, at personer med behov for akut behandling for en livstruende sygdom behandles uanset forsikringsstatus. Så historien bad om at blive tjekket.
Dertil kom, at Berlingske baserer historien på en enkelt kilde – ovenikøbet en politiker. Også det var en lystigt blinkende varselslampe.
Det viste sig umuligt at finde dokumentation for det påståede forløb. Politikeren måtte gå til bekendelse – uden at undskylde, man er vel politiker – men dog med eksplicit oplysning om og indrømmelse af, at virkeligheden var en anden, end den han havde påstået. Der var i virkeligheden ikke tale om, at teenageren var blevet afvist. Og der var i virkeligheden ikke tale om en manglende sygeforsikring.
Efterfølgende faktatjek udført af medier, der politisk formentlig deler verdensopfattelse med den gennemsnitlige Berlingske-journalist, fastslog også, at beskrivelsen var i strid med virkeligheden.
Fra ærlig fejl til bevidst misinformation
At skrive noget sensationelt, men faktuelt forkert, er ikke godt. Og brugen af en enkelt kilde – en politiker – er heller ikke god praksis.
Men vi har alle været der. Forelsket os i en udlægning af virkeligheden. En udlægning, der viser sig at være garbage. Det kan i sig selv være nok til en lav karakter. Men man kan redde meget ved at rette og oplyse læserne om fejlen.
Vælger man i stedet at undlade at rette og indrømme fejlen, så er det dumpet. I det her eksempel er der ingen tvivl. På trods af at Berlingske tidligt og gentagne gange blev gjort opmærksom på fejlen, så valgte de at lade være med at rette den.
Når et medie undlader at rette en væsentlig fejl, så begynder omverdenen med god grund at kunne overveje, om mediets fejl skal kategoriseres som en bevidst fejl. Og med bevidst opretholdelse af misinformation bevæger mediet sig i retning af disinformation og fake news.
'Lad være med at rette' - rationalet
Var det bevidst misinformation Berlingske kastede sig ud i?
Jo, bevidst i den forstand, at man aktivt vælger at undlade at rette fejlinformationen. Men har formålet med at opretholde fejlen været et ønske om bevidst at fejlinformere? Nej, det er udelukket, gætter jeg. Det ville forudsætte en koordinering, der er helt urealistisk, og som det derfor ville være irrationelt at forsøge.
Motivet og forklaringen skal snarere søges i, at det er forbundet med omkostninger at være transparent om fejl. Der er flere typer af omkostninger, der spiller ind:
Den første er ret åbenbar og genkendelig for de fleste af os. Det er forbundet med ubehag og sågar ekstra arbejde at indrømme og rette en fejl.
Den anden er, at det isoleret set risikerer at svække ens omdømme. Der må jo, drømmer jeg naivt, også være en partiel effekt i retning af øget troværdighed og omdømme. Men hvis den forventede nettoeffekt, so to speak, er negativ – måske ud fra den forventning, at fejlen ikke vil få særlig stor opmærksomhed, hvis bare man holder mund – kan det være en forklaring på, at medier er utilbøjelige til transparent korrektion af fejl.
Den tredje er den pekuniære. Det er, mig bekendt, et temmelig uberørt forskningsområde. Men der er en smule anekdotisk erfaring gående på, at det kan koste på omsætningen at erkende fejl åbent. Konsekvensen – sådan går argumentet baseret det anekdotiske – af at markere en artikel med “Fejl” eller “Rettet” er bl.a., at den deles mindre og derfor skaber mindre indtjening. Det behøver i øvrigt ikke være en pekuniær benefit, men det er en længere historie til en anden gang.
Jeg gætter på, at det er omkostninger som ovenstående, der er baggrunden for, at Berlingske fortsat (d. 2.3.22) hævder, at en teenager i Lancaster, US of A, blev afvist og nægtet behandling for sin livstruende coronavirus-sygdom. På grund af manglende forsikring. Få timer senere trak han ikke længere vejret. Nægtet behandling på grund af manglende forsikring. Det er ganske vist.