00
Berlingske Tidende: "Han var et vandkæmmet vidunderbarn. Nu har en fem år gammel, dybt ulovlig hemmelighed væltet ham". (10.10.21).
10
Jyllands-Posten: "Østrigs kansler, Sebastian Kurz, går af efter skandalesag om korruption". (10.10.21).
Jyllands-Posten og Berlingske Tidende vælger i disse to artikler to meget forskellige måder at informere læserne om Kurz’ afgang som kansler.
Berlingskes artikel efterlader ikke tvivl om, at Kurz er skyldig i en “fem år gammel, dybt ulovlig hemmelighed”. Det fremgår uden forbehold, at “[h]an har også grebet til bundulovlige metoder og betalt for dem med skatteydernes penge”.
Mistanken om, at Kurz har begået noget ulovligt og moralsk forkasteligt forekommer velbegrundet, men det fremstår ikke velbegrundet at afsige dom allerede ved ariklens publicering. Det er ikke desto mindre, hvad Berlingske gør. Hvis Berlingske selv havde lavet et journalistisk arbejde, hvor man havde fundet dokumentation, der yderligere havde sandsynliggjort Kurz’ skyld, så havde det jo været super journalistik, men det sker ikke. Og så må man lissom’ vente på, at andre – retsvæsenet eller undersøgende journalister – gør arbejdet. Og oplyse læserne om den virkelighed.
For Berlingske synes Kurz’ udseende at være en særlig skærpende omstændighed. Han omtales som et “vandkæmmet vidunderbarn”. Kurz er også “wunderkind” og “comeback kid”. Nå, ja, så er han i følge Berlingske også “svigermors drøm”. Redaktionen må ha’ dårlige erfaringer med svigermødre.
Personangreb er et simpelt og effektivt virkemiddel til at overbevise andre om, at en bestemt person er en skidt fyr. Ligesom det er et smart virkemiddel at anvende en skidt fyr som stedfortræder for en politik, man vil stemple som skidt. Men brugen af sådanne virkemidler hører ikke hjemme i en nyhedsartikel. De kan accepteres i opinionsindlæg, men ikke i nyhedsjournalistik, der er deklareret som fair og fordomsfri, altså som saglig.
Der tales for tiden meget om den hårde tone på de sociale medier, hvor personangreb og usagligheder florerer. Etablerede medier fremhæver gerne sig selv som et alternativ til den skraldespand. Berlingskes artikel rejser imidlertid spørgsmålet, om ikke etablerede medier kan være en del af problemet.
Figur: Eksempler fra Berlingske Tidendes artikel.
Jyllands-Postens artikel er, i modsætning til Berlingskes, fair og oplysende. Den baserer sig på fakta og afholder sig fra personangreb. Det fremgår klart, hvad Kurz muligvis har gjort sig skyldig i: “Helt præcist lyder anklagen, at de er mistænkt for at bruge offentlige midler fra det østrigske finansministerium i perioden 2016-2018 til »at finansiere delvist manipulerede meningsmålinger, der udelukkende tjente partipolitiske interesser«” Så ikke noget mystisk med at Kurz har gjort sig skyldig i en “ulovlig hemmelighed” – han har, sådan lyder anklagen, misbrugt offentlige midler.
Det fremgår også klart, at der på nuværende tidspunkt er tale om en anklage, og at avisen ikke har grundlag for allerede nu at fastslå, om Kurz er skyldig.
Og så sætter JP historien ind i et relevant dansk perspektiv med henvisning til, at Kurz var allieret med den danske regering i den såkaldte sparebande i EU. Det perspektiv har Berlingske slet ikke øje for.
JP’s artikel havde været endnu bedre, hvis den havde oplyst læseren om arvtagerens, udenrigsminister Alexander Schallenbergs, holdninger, og hvad man kunne forvente af ham. Det havde også været bedre, hvis JP tydeligt havde oplyst læserne om, hvilke dele af teksten man havde fra Deutsche Welle – det tyske medie der, i den delvise citathistorie, trækkes en del på.
Figur: Eksempler fra Jyllands-Postens artikel.
Att randa.
Men bliver det ikke ulidelig kedeligt, hvis man ikke krydrer sin journalistik med overdrivelser? Den tilgang med overdrivelser som den svenske journalist Jan Guillou dyrkede under betegnelsen att randa. Næh, i hvert fald ikke i det her tilfælde. JP’s artikel er ikke kedelig, og korruptionsanklagen og Kurz’ tilbagetræden fra kanslerposten er tilstrækkelig store begivenheder til at være interessant læsning. Virkeligheden er, kort sagt, rigelig vild og spændende.
JP’s læsere får for øvrigt, et andet sted i avisen, serveret en artikel med ad hominem angreb. Der refereres til Kurz som en “pomadiseret” type. Det er JP’s tidligere gode journalist Per Nyholm, der finder den vinkel hjælpsom. Men det er formelt set ok, for det sker i en kommentar, og avisernes kommentarer deklareres ikke som tekster, der nødvendigvis er kendetegnet ved saglighed og fairness.
Helliger målet midlet?
Men er der ikke en anden god grund til at smøre ekstra på i tilfældet Kurz? Hånden på hjertet, minder Kurz så ikke om Trump eller Pia Kjærsgaard eller sider af Mette Frederiksen? Og er der ikke grund til at hjælpe læserne til en korrekt forståelse af den slags personer/politikker? Og hvis overdrivelse fremmer forståelsen, er det så ikke ligefrem en pligt at bruge det tunge skyts?
Tjah, det kan man have mange filosofiske diskussioner om, men det korte af det lange er, at det i et læserperspektiv ikke er ok, at medier bruger en falsk varebetegnelse. Så hvis Berlingske Tidende deklarerer en text som nyhedsjournalistik, og sin nyhedsjournalistik som fair og saglig, så skal journalistikken være fair og saglig. Længere er den ikke.
Figur: Uddrag fra Berlingske Tidendes kvalitetsdeklaration
Karakterer
Berlingskes artikel gav læseren indtryk af, at det var hævet over enhver tvivl, at Kurz var skyldig i en række ulovligheder. Men med mindre Berlingske selvstændigt havde gravet materiale frem, så var vi ikke der endnu. Desuden blev der anvendt ad hominem angreb. Dermed kom artiklen i konflikt med avisens egen varedeklaration af nyhedsjournalistik. Artiklen indeholdt også relevant og korrekt information, og derfor dumper den ikke med et brag, men samlet er artiklen til en dumpekarakter.
JP’s artikel gjorde læseren klogere gennem saglig oplysning og satte Kurz ind i det relevante danske perspektiv. Den afholdt sig fra at anvende perfiditeter. Og den levede op til avisens deklarering af nyhedsjournalistik. Der manglede et selvstændigt bidrag i form af oplysninger om arvtagerens politiske kendetegn, så helt i top når man ikke, men produktet er godt for den nysgerrige læser.