[-3] 😱 Ritzau og kunder/ejere: ‘We are family’.

-3

Ritzau og kunder/medejere: 'We are Family', (31.10.21).

Bundkarakterer til Ritzau, TV2 Nyhederne, DR, Jyllands-Posten, Berlingske Tidende, Politiken, BT, KD og Ekstra Bladet for deres håndtering af fejl på udenrigsstoffet. Sådan har det været i lang tid, og sådan er det også for denne historie. DR er ikke helt så ringe som de andre, men også DR har en utilfredsstillende praksis og procedure.

Ritzau og gruppen af Ritzau-aftagere og, for nogles vedkommende, medejere af Ritzau, valgte i oktober 2021 at bruge ressourcer på at rapportere om forløbet, hvor skuespilleren og filmregissøren Alec Baldwin under en filmoptagelse utilsigtet skød og dræbte filmfotografen Halyna Hutchins. Det kan muligvis godt forsvares at bruge ressourcer på Baldwin: Han er ikke alene skuespiller og filmregissør, han er også en populær politisk skikkelse.

Mediernes vinkling på skudepisoden afspejlede typisk sympati for Baldwin. Eventuelle problemer med arbejdsmiljøet, som der blev rapporteret om i USA, blev i starten enten ignoreret eller nedtonet. I tråd med offer-vinklingen oplyste danske medier den 31.10.21 læserne, at Baldwin om den dræbte filmfotograf udtalte: “Hun var familie”. Udtalelsen faldt angiveligt til “det amerikanske medie TMZ”.

Problemet med historien er, at det er faktuelt forkert, at TMZ havde talt med Baldwin. Og det er faktuelt forkert, at Baldwin udtalte “hun er familie”. Ritzau, og nogle aviser, havde tilføjet Reuters som medkilde til historien. Men Reuters gav ikke læserne indtryk af, at Baldwin udtalte, at han betragtede Halyna Hutchins som familie, og påstod heller ikke, at udtalelsen var en del af et interview med TMZ. Det var simpelthen forkert at give historien troværdighed ved at anføre Reuters som medkilde.

Virkeligheden er, at TMZ havde en historie, hvori mediet omtaler en episode, hvor en “sværm” af såkaldte paparazzier i bil havde “jagtet” familien Baldwin, som til sidst trak ind til side og tilbød at besvare nogle spørgsmål i håb om fred for paparazzierne. Der var ikke tale om et interview eller en journalistisk samtale med TMZ. Det påstår TMZ da heller ikke. De danske mediers fortælling er fri fantasi. Noget man kan skrive for at gøre historien bedre eller for at skjule det etisk problematiske i, at man anvender en historie baseret på paparazzier. Uanset motiv, så er det et problem, at der oplyses noget faktuelt forkert.

Under paparazzi-reporternes spørgsmål til Baldwin udtaler han ikke, at den afdøde var som familie. Baldwin beskriver, forståeligt i lys af kritikken og muligvis ganske korrekt, at den afdøde var en “ven”, og dermed appellerer han til vores medfølelse og forståelse. Rent kommunikativt havde det måske været smartere at geare op og kalde den afdøde “familie”. Men det gjorde han ikke. De nævnte danske medier er imidlertid villige til at geare op. Som ovenfor så er motivet formentlig, at det gør historien bedre. Gætter jeg. Igen: Uanset motiv, så er det et problem, at man fortæller læserne noget faktuelt forkert.

Figur 1: Familie-collage.

Danmarks Radio skal have kredit for ikke at have historien helt forkert. De skriver alt det forkerte i en underrubrik. Men skriver dog det korrekte i overskrift og brødtext.

Hvide løgne

Men er det ikke ok at pifte historierne op? At randa, som en populær svensk journalist kaldte det. Hvorfor begrænse sig til at sige det som det er, hvis overdrivelser, udeladelser og fordrejninger gør fortællingen bedre. Og det giver jo mening, hvis medierne vurderer, at “familie” trumfer “ven”. Og “siger til TMZ” trumfer “udtalelser fremkommet i forbindelse med paparazziers biljagt”.

Men hvis man praktiserer den form for fantasifuld journalistik, så bør medierne nævne det i deres deklareringer. Og omvendt: Hvis man opretholder den eksisterende deklarering – typisk noget med at man lægger vægt på sandfærdig beskrivelse af virkeligheden – så er det ikke ok at oplyse noget misvisende.

Ligegyldigheder

Det bedste forsvar, der i dette tilfælde kan gives for mediernes håndtering, er nok, at det er ret ligegyldigt, hvad den amerikanske skuespiller måtte have sagt. I hvert fald sammenlignet med væsentlige historier, der ikke blev bragt i de dage. Men hvis redaktøren finder det værd at bruge ressourcer på en historie, så skulle vedkommende også gerne finde det værd at fortælle historien rigtigt. At fortælle det, som det er.

Medie	Rettede fejl og oplyste læserne om rettelse indenfor 2 uger?
Ritzau	Nej
DR Nyhederne	Nej
TV2 Nyhederne	Nej
Politiken	Nej
Berlingske Tidende	Nej
Jyllands-Posten	Nej
Børsen	Nej
BT	Nej
Ekstra-Bladet	Nej
Kristeligt Dagblad	Nej

Et par uger efter offentliggørelsen af den fejlbehæftede artikel havde ingen rettet den. Jeg havde få dage efter offentliggørelsen bedt bl.a. Ritzau, TV2 og DR om dokumentation, men modtog intet svar den første uge. Det kan være, at man internt på medierne havde erkendt fejlen men, rationelt, spekulerede i muligheden for at slippe afsted med at lade historien stå. Er det pænt overfor læserne at lade dem løbe videre med en falsk historie? Nej, det er det ikke. Men det er nok korrekt kalkuleret, at det ofte kan lade sig gøre i udenrigsstoffet.

Så point for frækhed. Men bundkarakter for journalistisk kvalitet.

Follow-up

Her kunne anmeldelsen være endt, og det var også meningen, men omkring tre uger efter fejlen begyndte der at ske noget. Hvis man meget insisterende spørger Ritzau og de øvrige medier om dokumentationen for deres historier, kan det ske, at de svarer. Det kan endda ske, at de erkender en eventuel fejl. Og, for Ritzaus vedkommende, at de orienterer deres kunder. I praksis sker håndteringen derefter lidt forskelligt på tværs af medier, men i alle tilfælde har mediet selv ansvaret for om, og hvordan rettelsen bringes. Om man overhovedet oplyser læseren om fejlen. Om man gør det transparent. Og så videre.

I det her tilfælde gav det anledning til nogle absurde håndteringer. I Berlingske valgte man at opretholde den første historie og undlade at oplyse læserne om fejlinformationen. Men man bragte også en rettet version med ny datering. For at gøre komikken total indeholdt den nye version fortsat en fejl. Så samlet en håndtering, hvor læseren ikke oplyses om fejl i originale artikel, og hvor den nye version fortsat indeholder fejl. TV2 Nyhederne valgte samme vildledende håndtering som Berlingske. Jyllands-Posten og Politiken havde efter 3 uger fortsat kun den fejlbehæftede artikel på fladen. Kristeligt Dagblad havde en korrekt rettet version, inklusive at Reuters ikke var medkilde, men undlod at oplyse læserne om, at der var foretaget rettelser. Det samme for EB.

Et medie var – meget sent og over et par omgange – i stand til både at rette korrekt og tydeligt oplyse læserne om fejlen i den originale artikel. Det var, ikke overraskende, DR Nyheder.

Det er langt fra altid, at DR Nyheder erkender og transparent orienterer brugerne om fejl. Men det sker lejlighedsvist, og altså også i dette tilfælde. Med den beskedne præstation markerer DR sig som bedst i klassen. Det er selvfølgelig dumpet, at der i første omgang bringes faktuelt forkerte oplysninger, og det er ikke godt, at der går flere uger, før man retter. Men da den endelige rettelse endelig kom, blev læseren tydeligt oplyst om fejlen. Den her gang.

Gratis råd

Hvis man begår fejl – så erkend fejlen. Ret den. Ret den tydeligt. Tydeligt betyder: Øverst i teksten, ovenover rubrikken. Overvej procedurer for at undgå gentagelser med dumme fejl.

Hvis fejloplysning hænger sammen med bias eller trang til politisering, så overvej enten efteruddannelse eller ny deklarering af avisens metode.

Følger man dette råd, så opnår medierne et bedre produkt, og vinder i troværdighed.

Vil det ske? Nej.