10
Jyllands-Posten - kommentar af Jørn Mikkelsen: "Når medier ikke har nok i bare at beskrive virkeligheden",(4.12.21).
I kommentar-genren er det, ligesom i almindelig nyhedsjournalistik, et krav, at faktuelle oplysninger er korrekte. Til forskel fra nyhedsjournalistik er det i kommentaren ok med holdninger, og sågar bias og perfiditeter kan gå an, selvom de sjældent styrker kommentarens kvalitet.
Kvaliteten af en avis’ kommentar-sektion kan bedømmes på, om den publicerer kommentarer, der udfordrer og oplyser læserne. Men, jeg skal ikke gøre mig bedre end jeg er, det er også godt at få øje på en kommentar, hvor jeg forventer at få mine egne synspunkter bekræftet.
Jørn Mikkelsen er en af mine helte. Tøger Seidenfaden er en anden. Hvordan man kan forene to så tilsyneladende forskellige indgangsvinkler til journalistik kan måske forekomme mærkeligt, men det handler simpelthen om, at der er flere veje til Rom, og for læseren er det vigtige, at mediet deklarerer dets metode.
Så: Man kan få indsigt ved Tøger Seidenfadens opiniostik. Og man kan også få indsigt ved Jørn Mikkelsens nøgterne beskrivelse og afdækning af virkeligheden. Den sidste metode er nok den sværeste, for det er sværere at skrive fængende, når man samtidig skal være nøgtern. Det er ikke umuligt, men det er sværere.
Den nøgterne journalistik er under pres. Den tilgang nyder tilsyneladende ikke stor prestige. Og det gør, at Jørn Mikkelsen – som jeg ikke kender personligt – er lidt af en helt for mig, for han har stået som garant og advokat for den nøgterne journalistik. Det har han gjort som chefredaktør på Jyllands-Posten, og det gør han fortsat i debatten.
Som i denne kommentar – “Når medier ikke har nok i bare at beskrive virkeligheden” – om en tysk redaktør, Hanns Joachim Friedrichs, der gennem en årrække havde vagten på ARD’s store nyhedsudsendelse, Tagesschau. Friedrich havde som mantra, oplyser Jørn Mikkelsen, at “En dygtig journalist kendes på, at hun aldrig gør sig til ét med en sag – end ikke den bedste sag.” Det er det mantra Jørn Mikkelsen tilslutter sig.
Jeg kendte ikke mantraet, og jeg vidste heller ikke, at Friedrichs var kendt for det. Og jeg vidste heller ikke, at der blev uddelt en journalistisk pris i Friedrichs’ navn.
Hovedbudskabet i Jørn Mikkelsens kommentar er, at prisen netop er tildelt en journalist, der ikke lever op til Friedrichs’ mantra. Og det er, sådan forstår jeg Jørn Mikkelsen, symptomatisk for fagets udvikling: Det er mere og mere almindeligt, at journalister identificerer sig med en sag, og deres journalistik bliver til mere eller mindre subtil agitation. Det tror jeg Jørn Mikkelsen har ret i. Men, for nu at bruge en af tidens journalistiske yndlingsformuleringer, mere om det senere.
Først tjekkede jeg, om Jørn Mikkelsen har ret i sin konkrete kritik. Det begyndte jeg ærlig talt at tvivle på, for motiveringen i pristildelingen til journalisten Katrin Eigendorf er bredere end, at hun har identificeret sig med en sag, og den konkrete reportage („Rückkehr der Taliban“, ZDF 21.7.2021) er på mange måder fremragende journalistik. Nysgerrig og sandfærdigt oplysende og modig.
Men Jørn Mikkelsen har faktisk ret: Midt i den ellers nøgterne reportage er en kort sekvens, hvor Katrin Eigendorf spørger til Tysklands ansvar og udtrykker medfølelse med de afghanere, der har arbejdet for alliancen, og som nu ønsker at få lov til at rejse til Vesten. Betyder det, at hun identificerer sig med en sag? Ja, det gør det jo. Eigendorfs spørgsmål, om Tysklands ansvar for de allierede afghaneres skæbne, er i sig selv et både rimeligt og relevant spørgsmål, som man kunne behandle i en nøgtern reportage. Nu bliver det til promovering af et budskab.
Og Jørn Mikkelsen har ubestrideligt ret i, at der i pris-begrundelsen henvises til støtten af en sag. Så, ja, Jørn Mikkelsen har ret i sin kritik. Det er vigtigt at bemærke, at Eigendorfs reportage var sandhedssøgende og faktuelt korrekt. Men, ja, Eigendorf gik også i ét med en sag.
Danske eksempler?
De øvrige eksempler, Jørn Mikkelsen giver på journalistik, der er bestemt af en sag, er også udenlandske. Og dét er et mærkeligt valg. Som i: Bemærkelsesværdigt mærkeligt.
Kommentaren havde været meget bedre, hvis Jørn Mikkelsen havde konfronteret problemet i dets danske udgave. Af oplagte grunde. Han skriver for et dansk publikum, og det er den danske virkelighed, der er allermest relevant for læserne. Og det vrimler med danske eksempler. TV2 Nyhederne, eksempelvis, gik meget længere end den tyske journalist i den gode sags tjeneste, da de prøvede at hjælpe afghanere ud af Afghanistan og direkte og omfattende rapporterede om bestræbelserne. Bestræbelserne blev simpelthen et tema for rapporteringen. Den, i øvrigt dygtige, TV2-journalist var for tæt på begivenhederne og personerne til nøgtern journalistik. Det er menneskeligt forståeligt, og ansvaret for, at det stod på i flere dage, lå hos redaktionen, der dels svigtede deres journalist, dels svigtede seerne ved at bryde med de annoncerede principper for den statsejede kanals journalistik.
Men lad mig give nogle andre eksempler. At Jørn Mikkelsen ikke giver eksempler med udgangspunkt i Jyllands-Posten selv, er måske forståeligt nok. Men det kan jeg godt.
Eksempel 1: Den løse hud
Som flere andre danske aviser dækker JP politiske spørgsmål i USA. Og her er man bidt af en god sag. Sagen går ud på at fremstille Republikanere som onde og Demokrater som gode. Den eneste nuance er, at man blandt Republikanere har onde og ekstra-onde. Det kalder på et konkret eksempel. Her er JP’s dækning af Republikaneren Mitch McConnell. Han hører til de onde, ikke de ekstra-onde. Han beskrives ved sit udseende, der tydeligvis ikke falder i JP’s smag, og ved sin modstand mod venstreorientret politik, hvilket heller ikke falder i JP’s smag. Venstreorienteret er lig fremskridtsvenlig og modstand mod den gode sag er lig umoral. Usaglig journalistik? Ja, det kan man roligt sige. Men til gengæld journalistik motiveret af den gode sag: Kampen mod det umoralske republikanske tankegods. En kritik, hvor det republikanske tankegods antagelig fungerer som stedfortræder for noget tilsvarende dansk.
Figur: Den journalistiske sag mod det Republikanske parti tankegods (uddrag fra JP, 8.11.20, “Washingtons mest magtfulde republikaner”).
Eksempel 2: Den store bølge
JP har, retfærdigt eller uretfærdigt, et ry for at forfølge en fremmedfjendtlig journalistik. Den 7.11.18 bragte JP en historie under overskriften “Østrig advarer om 20.000 migranter på vej ind i EU”. Artiklen gav læserne indtryk af, at der befandt sig 20.000 migranter i det nordvestlige Bosnien, hvor de flere gange forsøgte at bryde igennem grænsen til EU. Læserne fik også bibragt det indtryk, at migranterne var aggressive. Det skete med et citat fra et “notat” fra de østrigske myndigheder: “95 pct. af disse migranter, der ønsker at bryde igennem, er unge mænd – næsten alle bevæbnede med knive. En grænsebetjent er allerede blevet stukket”. JP oplyste videre, at “Ifølge flere medier har Kroatien sat specialstyrker ind på grænsen ved overgangen til den bosniske by Velika Kladusa for at holde bølgen tilbage.”
Problemet med historien er, at den ikke er i overensstemmelse med virkeligheden. Der stod ikke 20.000 migranter ved grænsen. Jeg spurgte i december 2018 lederen af International Organization for Migration for Bosnien og Herzegovina, Peter Van der Auweraert, om det korrekte antal, og han anslog det til at være maksimalt 3.500. Vedrørende knive spurgte jeg ham – ledende, det indrømmer jeg – om det ikke er ret naturligt for en migrant at have en kniv til almindelige husholdningsformål, hvorfor det ikke gav megen mening at tolke besiddelsen af en kniv som i sig selv værende tegn på aggressive hensigter. Det bekræftede han (“Agree that knives are not an indicator of danger. Looking at official crime rates in Una Sana canton, it is clear that there have been relatively few crimes committed by migrants”).
JP skulle aldrig have bragt denne historie med vinklingen om en truende bølge af 20.000 migranter, mange bevæbnet med knive. Man skulle have tjekket virkeligheden og fortalt det, som det var.
Og da fejlen blev påpeget, skulle man have erkendt og rettet fejlen. Det gjorde man ikke, og dermed gav man grobund for en mistanke om, at man forfølger en sag i stedet for at følge fakta, hvorhen de end måtte føre. JP’s chefredaktør gik så langt (i et svar til Peer Aagaard fra holdningsmediet POV) som til at påstå eksistensen af ikke blot et notat men en rapport, der angiveligt skulle indeholde østrigske myndigheders vurderinger.
JP ændrede senere overskriften på artiklen. Den originale artikel blev tilsyneladende også ændret i brødteksten kort efter publicering, idet man tilføjede nogle relevante oplysninger om, at de omkring 20.000 kunne referere til en strøm af migranter gennem hele året og ikke en aktuel beholdning ved grænsen. Den rettelse blev blot skrevet ind i artiklen og aldrig anført som en rettelse for læserne, så ‘gamle’ læsere blev ikke hjulpet med mindre de læste hele artiklen endnu engang. Tilføjelsen var en forbedring, og gjorde artiklen mindre vildledende for læsere, der er vant til at læse forsikringspolicer, men ændrede ikke grundlæggende ved artiklens i øvrigt misvisende beskrivelse af virkeligheden.
Figur: Uddrag fra artiklen fra 7.11.18. Overskriften blev 20.12.18 ændret til “Medie: Østrig …”. Til højre uddrag af JP’s chefredaktør Jacob Nybroes svar på en kritik.
Eksempel 3: Alternative sager, alternative fakta
JP’s artikel blev genstand for en del berettiget kritik. Derimod blev det overset, at også andre medier, herunder Berlingske Tidende (“Migranter i tusindvis fanget ved grænsen til EU. Og nu kommer vinteren”, 16.12.18) i form af en artikel fra samarbejdspartneren selveste New York Times (“As Winter Arrives, Thousands of Migrants Are Trapped in Bosnia”, 8.12.18), bragte historien om en ophobning af migranter ved grænsen til Kroatien. Faktisk var det samme virkelighed, som JP på den ene side og Berlingske/NYT på den anden, foregav at beskrive. Men vinklingen var temmelig forskellig.
Hvor der i JP blev vinklet på de mange potentielt farlige migranter, så var vinklingen i Berlingske/NYT præget af empati med migranter. Og vedrørende antallet så kunne læseren af Berlingske godt forledes til at tro, at der var omkring 20.000 ved grænsen. Berlingske oplyser således læseren: “Bosnien har i år registreret flere end 23.000 flygtninge og migranter, hvoraf mange er yngre mænd fra Pakistan og Afghanistan. Nu er de strandet ved grænsen til Kroatien [.. ]”.
Figur: Uddrag fra Berlingske Tidende, 16.12.18, artikel fra New York Times, om migranter.
Men, men, men, hvis både JP og Berlingske gav læserne indtryk af, at der var omkring 20.000 (JP: 20.000; Berlingske: 23.000) migranter ved grænsen til Kroatien, hvorfor var det så kun JP’s artikel, der gav anledning til kritik fra andre mediefolk og politikere?
Som for at understrege det absurde kunne man endda opleve Berlingske Tidendes egen chefredaktør Mette Østergaard, i branchens tv-program Presselogen, give udtryk for, at JP’s artikel var som et “grimt trafikuheld”, hvor “alt, der kunne gå galt, er gået galt”.
Forklaringen er nok, at mens JP’s artikel afspejlede en i manges øjne dårlig sag, så var Berlingske og New York Times eksponenter for den gode sag. Og dermed er vi tilbage ved Jørn Mikkelsens kommentar: “Når medier ikke har nok i bare at beskrive virkeligheden”.
Kold og fordomsfri vurdering
Det er et stort plus for JP, at de kan bruge Mikkelsen som kommentator. Udover at skrive kommentarer i JP arbejder Jørn Mikkelsen også som korrespondent for avisen. Hvordan man forener de to funktioner, er jeg ikke helt klar over – det må give nogle udfordringer.
Men i begge roller, og her er det rollen som kommentator jeg ser på, er det et stort plus for JP at holde fast i Jørn Mikkelsen. Kommentaren havde været endnu bedre, hvis JP havde opfordret ham til at dele danske eksempler med læserne. Forhåbentlig kommer det i en afslørende bog fra hans side.