4
Berlingske Tidende: "Joe Biden er gået fra nederlag til nederlag: Nu får han en chance, han ikke må misse",(28.1.22).
Læsere får nyttig information i denne artikel om Bidens mulighed for at udpege en ny højesteretsdommer, men der er også nogle bemærkelsesværdige mangler. På trods af at baggrunden for Bidens ønske om indsætte en afroamerikansk kvinde som højesteretsdommer er særdeles veldokumenteret – og meget interessant – så oplyser Berlingske ikke læserne om den del af historien.
Kingmaker
Forløbet er beskrevet i Bob Woodwards og Robert Costas bog “Peril” fra 2021. Historien er, at Biden, efter en forfærdelig start på primærvalgene, var helt afhængig af at opnå støtte fra den magtfulde Demokratiske politiker James Clyburn og fra afroamerikanske vælgere. Clyburn endte med at give sin støtte og sikrede dermed Biden sejren i South Carolina og i 10 stater på den efterfølgende Super Tuesday. Reelt var det dermed Clyburn, der banede vej for Bidens endelige sejr. Clyburn var kingmaker, simpelthen.
Quid pro quo
Men støtten kom naturligvis med en pris. Prisen var, at Biden skulle støtte udnævnelsen af en afroamerikansk kvinde til højesteretsdommer. Og Biden skulle formulere støtten udtrykkeligt og offentligt – Clyburn ville, fornuftigt nok, minimere risikoen for, at Biden løb fra løftet.
Det blev så intenst, at Clyburn under en pause i de Demokratiske kandidaters sidste debat, forud for primærvalget i South Carolina, hev fat i Biden og sagde: “Man, there have been a couple of instances up there tonight where you could have mentioned having a Black woman on the Supreme Court [..] You can’t leave the stage without doing that. You just got to do that”. (Woodward & Costa, Peril, s. 62; andre kilder refererer en lidt stærkere sprogbrug). Det gjorde Biden så.
Alt det her om betingelsen og dens specifikke indhold – der kan koges ned til en enkelt linje – udelader Berlingske.
Hvorfor udelade denne quid pro quo aftale? Ville Berlingske have forskånet læserne for denne del af virkeligheden, hvis det handlede om en Republikansk præsident? Dunno, men det ser mærkeligt ud i betragtning af, at artiklen handler om udnævnelsen af en ny højesteretsdommer. Og om politiseringen af retten. Og om forskellige kandidaters sandsynlighed for at blive valgt.
Det er også mærkeligt, at Berlingske undlader at oplyse læserne, at James Clyburn i et interview i Fox News, dagen før Berlingske offentliggjorde sin artikel, fortalte, at han havde fået positive tilbagemeldinger fra to Republikanske senatorer vedrørende Clyburns egen kandidat, J. Michelle Childs. Det kan naturligvis være salgssnak, men det er ikke desto mindre relevant i en vurdering af kandidatens chance.
Er der noget moralsk kritisabelt i den handel, Clyburn fik i stand? Ikke i min bog. Politik består i vid udstrækning af den slags handler, og Clyburn er en dygtig politiker. Men vigtigere: Pointen vedrører ikke, om den konkrete handel fortjener moralsk ros eller ris – pointen er, at den er relevant at kende til. Blandt andet for at kunne vurdere forskellige kandidaters sandsynlighed for at blive nomineret af Biden.
Manglende beredskab
Det har været kendt i mere end et år, at der var Demokrater, der forsøgte at presse Stephen Breyer til at trække sig som højesteretsdommer, og at Biden kunne få mulighed for at udpege en afløser. På en velfungerende redaktion ville det give anledning til et beredskab, hvor man havde samlet nogle interessante oplysninger om de mest oplagte kandidater. Især den mest oplagte af dem alle, Clyburns foretrukne kandidat, Michelle Childs. Som, med sin baggrund udenfor de sædvanlige prestigeuniversiteter, er en interessant kandidat. Men Berlingske har ikke engang et billede af Michelle Childs.
De oplysninger, Berlingske når at skrabe sammen om tre af kandidaterne, består af hurtigt indsamlet info fra amerikanske medier. Det er lidt fattigt, at man ikke har noget selvstændigt at bidrage med.
Fattigt er det også, at det, der reelt er en citathistorie, ikke deklareres tydeligt. Danske medier skulle under trussel om en time i gabestok eller inddragelse af mediestøtte tvinges til at deklarere deres citathistorier tydeligt. Det er et stort og vedvarende problem, at de systematisk undlader et tydelig deklarering.
On the sunny side
Der er også gode ting i artiklen. Læserne får præsenteret navnene på vigtige kandidater. Det oplyses også, at der blandt Demokrater er kørt en kampagne mod Breyer, og man får et indtryk af politiseringen af det, der gerne fremstilles som en uafhængig dømmende magt.
Det er også godt, at der er forsøg på at afklare en af de tilbagevendende sproglige vildledninger. Danske medier oversætter traditionelt amerikanske “liberals” til det europæiske “liberale”, og det er omkring 80 procent vrøvl. “Liberals” i USA står for statslig styring i form af vaccinetvang, offentligt finansieret sundhedsvæsen eller som minimum obligatorisk sundhedsforsikring, satser for minimumsløn, selektiv erhvervsstøtte, identitetspolitik og protektionisme, og meget kan man sige om liberalisme, men det er ikke lige det, den europæiske liberale filosofi står for. Amerikanske “liberals” står, for tiden, også for åbne grænser og frit valg af pot, og det er derfor, det kun er 80 procent forkert at påstå, at amerikanske “liberals” er liberale.
Den bedste oversættelse af amerikanske “liberals” er “venstreorienterede” – man må for min skyld gerne gradbøje det – og selvom det ikke lykkes Berlingske at anvende den sprogbrug konsekvent i artiklen, så sker det dog sporadisk, hvilket er et markant fremskridt i forhold til gængs dansk journalistisk praksis.
Det bliver til et 4-tal og ikke et 7-tal. Der mangler selvstændige bidrag, og trods det store element af citathistorie deklareres den status ikke tydeligt for læserne. Og dermed heller ikke for dem, der finansierer mediestøtten. På plussiden hører, at der er en del relevant og faktuelt korrekt information for læseren.