00
Berlingske Tidende: "Tirsdag blev der skrevet verdenshistorie. Nu bekymrer den her graf forskerne"(5.7.23).
Det meste, der kan gå galt, går galt i dette stykke Berlingske-journalistik.
For det første er journalistikken et skoleeksempel på mikrofonholderi.
Artiklen fastslår, at “Mandag blev med en middeltemperatur på 17,01 grader den varmeste dag, der er målt på jordkloden” og består derefter af et interview med meteorologen Jesper Theilgaard. Historien er deklareret som en nyhedsartikel, og Berlingske deklarerer generelt, at bladets journalistik “[..] skal have en kritisk indstilling til kilder, og kilders motiver og egeninteresser skal til enhver tid indgå i den journalistiske vurdering af en sag.”
Theilgaard er en interessant, markant og engageret aktør i debatten om klimapolitik, og han har desuden en professionel foredragsvirksomhed, hvor han holder oplæg om klimaforandringer. Theilgaard optræder ofte i medierne. Ud over at have markante synspunkter på klimapolitik har Theilgaard også stærke synspunkter på mediernes dækning af klimaforandringerne. Kort fortalt mener Theilgaard, at klimaforandringerne har, og i stigende grad vil få, katastrofale konsekvenser, samt at medierne underdækker den ekstreme udvikling. Det sidste, mente Theilgaard, gjorde sig gældende i forbindelse med forrige uges globale varmerekord.
Berlingskes interview indeholder seks citater fra Theilgaard, og i intet af de seks eksempler er der et udfordrende spørgsmål før Theilgaards svar – eller som opfølgning. Theilgaard omtaler i interviewet personer med synspunkter, der afviger fra hans, som “klaphatte”.
Problemet med den manglende opfølgning på Theilgaards kritik af mediernes dækning af varmerekorden er, at Theilgaards kritik strider med virkeligheden. Der var en massiv dækning af rekorden. Se figur 2 nedenfor. Blandt andre havde Berlingske selv historien! Denne forskel mellem virkeligheden og klimaekspertens/klimaaktivistens fremstilling tigger om et nysgerrigt og kritisk spørgsmål.
Udover det, ville det være relevant at høre om Theilgaards løsninger. Theilgaard har tidligere omtalt demokratiet kritisk, når det gælder håndteringen af klimaforandringer: “Hvor godt demokratiet end er, så er der nogle faldgruber, hvis politikerne ikke er voksne nok.” Hvilke konklusioner drager Theilgaard af den opfattelse? Kunne det tænkes, at demokratiet er ret godt til at afspejle befolkningens præferencer, og at Theilgaard blot har andre værdier end folk flest? Jeg siger ikke, at Theilgaard ikke kan have ret i sin kritik af demokratiet – blot at der da skal spørges til det.
Syndere & skyldige
Berlingske havde i øvrigt også en stort opsat historie om de høje vandtemperaturer, som Theilgaard også nævner som et kritikpunkt. Det gør det endnu mere mærkeligt, at avisen ikke konfronterer Theilgaard med den faktiske mediedækning. Ovenikøbet praktiserer Berlingske generelt en klimajournalistik, der afspejler Theilgaards stærke holdninger. Synd og skyld er således centrale begreber for Berlingske i deres klimajournalistik – sprogligt har man simpelthen valgt at tilsætte journalistikken nogle religiøse og normative elementer.
For det andet – udover mikrofonholderiet – begår Berlingske den fejl ikke at deklarere Jesper Theilgaard korrekt.
Overskriften henviser til “forskere” og Theilgaard præsenteres som “klimaekspert”. Theilgaard markedsfører i sin foredragsvirksomhed også sig selv som “klimaekspert”. Det er fint nok, men avisen burde også have oplyst Theilgaards markante engagement i “klimakampen” og nævnt hans professionelle foredragsvirksomhed. Ikke fordi engagementet diskvalificerer Theilgaards aktuelle vurderinger, men fordi det er relevant for læserne at vide, at kilden ud over at have en objektiv faglig interesse (forsker/ekspert-prædikatet) også har haft og fortsat har et meget stærkt politisk engagement.
Hvorfor mikrofonholderi?
Berlingske udvikler sig i disse år til en avis med holdningsbåret journalistik. Mit gæt er, at denne artikels mikrofonholden skal ses i den sammenhæng.
Berlingske ville ikke publicere en lignende ukritisk artikel med eksempelvis en Bjørn Lomborg – simpelthen fordi Lomborgs vurderinger ikke passer med Berlingskes. Omvendt for Theilgaards holdninger, der passer godt med det politiske tyngdepunkt på Berlingeren. Og derfor undertrykker man i det aktuelle eksempel journalistisk nysgerrighed og agerer i stedet megafon for et synspunkt, som man sympatiserer med.
I det konkrete tilfælde opstår så den ironiske tvist, at man også agerer megafon for en medie-kritik, der – uberettiget – rammer Berlingske selv. Uberettiget, for Berlingske havde dækket varmerekorderne intensivt. Og med den nærmest religiøse nidkærhed, der kendetegner Berlingskes klimajournalistik.
At deklarere eller ikke at deklarere
Det er ikke i sig selv et problem, at medier går over til en holdningsbaseret journalistik. Slet ikke. Der findes fremragende holdningsjournalistik. Men det er et problem, når man ikke deklarerer det. Og det er et endnu større problem, når man ikke alene undlader at deklarere sin holdningsjournalistik, men ligefrem fejldeklarerer den som kritisk og upartisk. Berlingske burde tone rent flag.