10
Zetland: "Løkke gav kunstigt åndedræt til dødsdømt vindmølleprojekt”, (5.10.23).
Spændende journalistik fra Zetland, der oplyser læserne om, hvordan et privat firma, Copenhagen Infrastructure Partners (CIP), opnåede positiv særbehandling fra Lars Løkke Rasmussen (LLR). Zetlands historie giver indblik i motiverne bag politiske beslutninger og politisk styring af økonomien. Det er kendt, at offentligt finansierede og/eller stærkt regulerede sektorer indebærer muligheder for at opnå særfordele. Og det er en vigtig journalistisk opgave at afdække sådanne tilfælde af rent-seeking og capture.
Zetland formulerer temaet som: “Det centrale spørgsmål er derfor, om regeringen med Lars Løkke Rasmussen i spidsen har kastet sig ind i sagen for at sætte fart i den grønne omstilling, eller om udenrigsministeren tværtimod har sat en gruppe milliardærers særinteresser over hensynet til den grønne omstilling, klimaet og hele Europas forsyningssikkerhed.”
Der er meget godt i Zetlands artikel, men lige præcis den vinkling er problematisk, for den antager fejlagtigt, at de to skitserede muligheder udelukker hinanden. Og det er forkert. Det er forkert på forhånd at udelukke, at LLR søgte at fremme såvel udbygningen af vindanlæg som CIP-Ørsteds vilkår – jeg underholder nedenfor med, at det nok i virkeligheden var det, der skete. Altså at LLR vurderede og helhjertet tror på, at selektiv hjælp til CIP-Ørsted styrker både den grønne omstilling og den danske økonomi.
Men hvorfor er Zetlands historie så overhovedet værd at læse? Det er den, fordi den, trods den tvivlsomme vinkling, giver en fin beskrivelse af, hvordan den politiske beslutningsproces foregår i virkeligheden. Og selvom det ikke er Zetlands fokus og vinkling, så afslører historien tre interessante forhold: Nemlig at regeringen dels er villig til at gå lige så langt som stereotypen af en fransk politiker i forsøget på at bøje EU-reglerne om lige konkurrence, dels er engageret tilhænger af såkaldt selektiv erhvervspolitik, dels at det juridiske regime, som europæiske virksomheder arbejder i, er meget langt fra idealet om gennemskuelige regler og lighed for loven.
Indrømmet, den kombination af juridisk usikkerhed og usikre fremtidige investeringsvilkår er ikke lige så saftig som en historie om en korrupt politiker. Eller lige så saftig som en historie om politiker, der står i vejen for selve den grønne omstilling. Eller, som Zetland, med en tabloid overdrivelse, vurderer det, i vejen for “hele Europas forsyningssikkerhed”.
Men det er vigtigt at vide, at beslutningsprocessen i Danmark og EU kan være uigennemsigtig, diskretionær og afhængig af personlige relationer, for den slags uigennemsigtige juridiske regimer er kendetegnende for ‘Why Nations Fail’, som Daron Acemoglu har beskrevet det.
Noget for noget - eller noget for intet?
Men tilbage til Zetlands vinkel. Zetland fremhæver den mulighed, at LLR har tilgodeset en række milliardærers særinteresser (CIP), og at LLR har bremset udbygningen af havvindmølleanlæg. Kilderne til historien er dels anonyme embedspersoner, dels en minister.
Lad os først se på den første mulighed – altså at LLR har hjulpet milliardærerne i CIP. Zetland insinuerer, at LLR har modtaget eller vil modtage noget retur – altså en noget-for-noget relation. Quid pro quo. Det gør man eksempelvis med kaviar-rubrikken. Men der er ingen dokumentation for eksistensen af noget-for-noget, og det havde været god journalistik at gøre det klart for læserne. Zetland kan, som en anden forsikringsagent, forsvare sig med, at de ikke eksplicit hævder, at LLR er korrupt, men eksempelvis en række politikere har læst artiklen på den måde, og det er ikke fordi disse politikere er dumme – det er en konsekvens af Zetlands retorik. Min egen fordom om LLR udelukker ikke en noget-for-noget relation, men det er netop bare min fordom, og ikke noget faktuelt veldokumenteret. Artiklen havde vundet ved, at Zetland eksplicit havde oplyst, at der ikke foreligger nogen dokumentation for, at LLR modtager noget retur.
Men selvom der ikke kan dokumenteres noget-for-noget, så står muligheden noget-for-intet (altså positiv særbehandling uden returtjenester) tilbage, og dén lykkes det Zetland at sandsynliggøre. Med grundlag i vurderinger fra anonyme embedsfolk og en anonym minister sandsynliggøres det, at hensynet til CIP var usagligt. Det er klart, at brugen af anonyme partskilder er problematisk: LLR har gennem sin politiske karriere skaffet sig mange fjender på Slotsholmen, og det må give anledning til en overvejelse om, hvorvidt kilderne er drevet af en aversion mod LLR. Artiklen havde vundet ved en kort redegørelse for, hvorfor Zetland vurderede kilderne upartiske i forhold til LLR.
Udover de anonyme kilder har Zetland også en kritisk vurdering fra en navngiven kilde, nemlig Krakas direktør Peter Mogensen. Den tidligere socialdemokratiske spindoktor og nuværende Nicolai Wammen-tætte Peter Mogensen (Zetland undlader at deklarere relationen) er en kompetent kilde, og han har en kontant vurdering af CIP’s projekt: nemlig, at der mangler saglige argumenter for, at det “skulle overleve”.
Zetland refererer loyalt LLR, der afviser, at der er taget et særligt hensyn til CIP. Men det sker med (endnu en) forsikringsagents bevidste fornemmelse for upræcist ordvalg, hvor LLR ikke afviser, at intentionen har været at tage et særligt hensyn til danske virksomheder – tværtimod nærmest praler han med det. Blot er det, må man forstå, en tilfældighed, at gevinsten faldt i CIP’s hænder.
Udskudte vindmølleanlæg som konsekvens?
I Zetlands vinkling indgår også, at LLR’s indgriben til fordel for CIP kan have bremset Danmarks udbygning af havvindmølleanlæg. Baggrunden for den idé er vurderingerne fra det anonyme embedsværk og den anonyme minister. Ræsonnementet er, at man ved at bruge tid og kræfter på at tage hensyn til CIP og, mere generelt, at forsøge at holde liv i åben-dør-ordningen – har forsømt at indføre en permanent, og lovlig, udbudsordning. Zetland konfronterer LLR med den mulighed, og han svarer, at motivet i hvert fald ikke har været at bremse udbygningen, og det lyder rigtigt nok, men tilbage står billedet af en inkompetent styring – et dårligt politisk håndværk. Zetland er fornuftigt nok forsigtige med selv at konkludere, hvad effekten har været. Som læser kan man blot gætte, at hvis LLR’s strategi lykkes, så vil der nok ikke være en forsinkelse, men hvis den vurderes ulovlig, så vil der være en forsinkelse.
Det man med ret stor sikkerhed kan konkludere er, at hvis politikere og embedsværk havde udvist rettidig omhu, så havde man for flere år siden forudset, at man ville komme i en situation, hvor gratis tildeling af arealer til vindanlæg ikke alene ville være unødvendig statsstøtte, men også være ulovlig statsstøtte. Grunden til, at man politisk og fagligt ikke har bekymret sig om udsigten til at blive taget i statsstøtte, er formentlig, at man egentlig føler sig meget godt hjemme i et politik-regime med diskretionære beslutninger og selektiv erhvervspolitik.
Alt i alt en fin artikel fra Zetland.