Jargon

Analyse

Den journalistiske ambition om ikke alene at beskrive, hvad der er sker men også redegøre for årsagssammenhænge og eventuelt komme med forudsigelser. Det er en prisværdig ambition men også en udfordrende genre, som nogle gange misforstås som et adgangskort til at skrive en kommentar. Det kan ske i form af en eksplicit holdningstilkendegivelse. Men det kan også, mere subtilt, ske i form af valget af årsagsforklaring.

Udover fristelsen til at lufte holdninger indebærer genren en risiko for, at journalisten binder sig til en forklaring og/eller forudsigelse, der bliver bestemmende for den efterfølgende reportage.

Man kan overveje om det overhovedet er rimeligt at sætte en journalist til at skrive en analyse om et ofte kompliceret emne, hvis journalisten faglige ballast alene er eksempelvis en dansk journalistuddannelse, og eventuelt nogen erfaring. Men i praksis man kan sagtens producere en super analyse med den baggrund ligesom man kan uden nogen som helst formel uddannelse. “The proof is in the pudding”.

Mange medier forsømmer at definere begrebet for læserne, og, kan man have en mistanke om, for journalisterne.

Den alvidende journalist bruger analysen til at vise, at han/hun kan forklare alt. Den kloge journalist er eksplicit om usikkerheder. Man kan arbejde med scenarier, eller tilsvarende, og oplyse læseren om forskellige forklaringsmuligheder. Ved at arbejde med scenarier og sandsynligheder kan journalisten undgå at binde sin fremtidige reportage af faktuelle forhold til en bestemt udlægning.

Figur: Eksempler på analyser (uddrag fra Berlingske Tidende)

Armslængde

Princip om at eksempelvis politikere helt eller delvist finansierer medier, men alligevel undlader at blande sig i redaktionelle beslutninger. Overholdelse af princippet kan understøttes af det institutionelle set-up samt af normer. Kynikere, eller realister – vælg selv – ser princippet som en eventyrfortælling. Anne S. Kragh beskriver i sin spændende bog “Det første år” et tilfælde, hvor statsministeriet i forbindelse med en pressekonference sender SMS’er til flere Christiansborg-journalister for at få dem til at stille et bestemt spørgsmål. Det med SMS’er mislykkedes, fordi ingen “af dem tjekkede deres telefoner” (p.66). Men gennem en direkte henvendelse til en journalist lykkedes det at få vedkommende til at stille det ønskede spørgsmål. Det er aldrig blevet offentliggjort hvem og hvor mange regeringen havde en så tæt relation til. Det er undtagelsen, at dansk politisk journalistik foregår på den måde. Men der er mange eksempler på ’til-fest-med-Prehn-og-Magnus’ relationer. Problemet er lidt mindre for behandlingen af borgerlige partier, simpelthen fordi journalister i mindre grad identificerer sig med borgerlige partier og borgerligt tankegods. Men problemet også for behandlingen af borgerlige politikere med magt, hvilket Anders Langballe giver et bemærkelsesværdigt eksempel på i sin interessante bog “Forfra”. Langballe beskriver, hvorledes der på TV2s nyhedsredaktion var en ledelse, der var yderst føjelige overfor Løkke-regeringen og som gik så langt som til at destruere optagelser med en ophidset statsminister. Løsningen er ikke en ligelig fordeling af af negativ vinkling – løsningen er en faglig kompetent kritisk journalistik. Der er desværre ikke stærke incitamenter til en faglig kompetent, kritisk journalistik under den nuværende indretning. Der er tværtimod incitamenter til flok-journalistik.

Balance

Et kvalitativ vurdering af om artiklen har rimelig præsentation af forskellige synspunkter. Nogle andre bruger begrebet som en teknisk, kvantitativ måling, hvor en artikel er balanceret, hvis en konflikts hovedsynspunkter er kvantitativt ligeligt repræsenteret. Forstået som et en kvalitativ vurdering vil en en ubalance ofte vise sig ved, at den er biased og/eller mangler fairness, og jeg bruger hellere disse betegnelser.

Bruger man den tekniske tolkning løber man ind i, at balance ikke altid er ønskelig. Nemlig når synspunkter er irrelevante – giver man dem plads på lige fod med de relevante, så begår man en fejltagelse i form af såkaldt “falsk balance”.

Bernstein Woodward by proxy

Bernstein-Woodward by proxy er betegnelsen for et fænomen, hvor en journalist henviser til Watergate og/eller Bernstein og Woodward i vedkommendes reportage om aktuelle forhold.

Nedenfor ses et komisk eksempel, hvor Berlingske Tidende vidende refererer til to opsigtsvækkende bestsellere skrevet af ‘legendariske’ Carl Bernstein.

Henvisningen tjener ikke alene til at signalere fællesskab med Carl Bernstein men også til at give historien ekstra troværdighed. Men det var desværre ikke sandt, at Carl Bernstein havde skrevet to opsigtsvækkende bestsellere om præsidenten ..”. Det gjorde historien bedre, javel, men det var ikke sandt. Og er et eksempel på Berlingske Tidendes brug af såkaldt randa-journalistik.

Bob Woodward havde på daværende tidspunkt skrevet to, udmærkede, bøger om Trump. Berlingske Tidende har bevidst undladt at rette artiklen og oplyse læserne om, at man valgte at give den ekstra gas på bekostning af sandheden. Ved ikke at rette

Bias

En partisk og skæv dækning, der afspejler en forudindtaget holdning. Den partiske og skæve dækning kan ske i en enkelt tekst. Eller den kan ske i mange tekster i, og hvis en stor andel af avisens tekster kendetegnes ved et bias, så er det berettiget at konkludere, at avisen er biased/partisk. Nogle insisterer på, at der skal være et mønster af biased tekster, før man kan tale om et bias. De fleste danske medier tager officielt afstand fra bias i dækningen. Det gælder eksempelvis også Berlingske Tidende, hvor virkeligheden dog er, at mange artikler åbenlyst dyrker en bias, der i ekstreme tilfælde kan vise sig ved perfiditeter rettet mod personer, hvis synspunkter man ikke bryder sig om. Den manglende opfyldelse af avisens deklarerede etik kan hænge sammen med, at redaktøren tilsyneladende har en positiv opfattelse af bias.

Bias findes ikke kun hos medierne. Det findes også hos læserne. Også hos en lille men meget vokal del. En relevant og faktuel korrekt historie kan derfor få møgfald i mediernes kommentatorspor og i de sociale medier. En god ledelse beskytter journalisterne mod den skraldespand.

Editorialise

“To write in an opinionated way.” “To express a personal opinion, especially when you should be giving a report of the facts only”. Der findes vist ikke en god danske oversættelse. Men man kan give eksempler. Det er editorializing, når journalister skriver deres egen mening ind i reportagen. Det kan ske eksplicit, som i eksemplet nedenfor (se Public Service), hvor TV2 News – på valgdagen, virkeligheden overgår alt – fortæller vælgerne, hvad der er den rigtige afgrænsning mellem private og offentlige løsninger. I eksemplet lige nedenfor er en partisoldat uenig i en journalists private tilkendegivelse af en holdning. Men en privat tilkendegivelse er ikke at smugle sin personlige holdning ind i en journalistisk reportage. Hvis journalisten i en reportage havde beklaget sig over verdenssamfundets ageren, så havde det været editorializing.

Elements of Journalism

Henviser til klassikeren “The Elements of Journalism”, skrevet af Kovach og Rosenstiel. Bogen indeholder en liste – af nogle omtalt som et manifest – med ti bud på god journalistik.

Ideen om at journalistik skal give information, så folk kan være “free and self-governing” flugter fint med Scripps-doktrinen, men ikke så meget med den danske tradition for opdragende journalistik.

Fair / fairness

En fair dækning er kendetegnet ved at være upartisk og balanceret. Den fair dækning undlader at manipulere ved, eksempelvis, en skæv præsentation af fakta eller brug af værdiladede betegnelser.

Fake news

Bevidst vildledende historier, der præsenteres som nyhedshistorier. Til forskel fra eksempelvis en utilsigtet fejl.

Woodward forsvarer, i sine samtaler med Trump, sine kolleger på WaPo mod præsidentens anklager om Fake News, og argumenterer, at i de meget få tilfælde, hvor der blev begået fejl, har man åbent erkendt og rettet fejlene. Det var “honest mistakes”. Og man rettede. Det er en god pointe. Men den løser ikke det problem, der er udbredt i Danmark, hvor fejlene typisk må antages at være ærlige, men hvor medierne undlader at rette. Spørgsmålet er, om en ærlig fejl forbliver ærlig, når man ikke vil oplyse læserne om fejlen.

Falsk balance/ ækvivalens

Betegnelse for en praksis, hvor man giver forskellige synspunkter lige megen dækning uanset synspunkternes lødighed. I praksis bruges begrebet ofte som kritik af inddragelse af synspunkter, som kritikeren ikke synes om. Liz Spaid fra NYT har en god analyse af doktrinen.

4. statmagt

Nogle journalister og mediechefer ynder at omtale sig selv som “Den fjerde statsmagt”. Og er det særlig højtideligt, så med en misforstået reference til Burke. Mediechefer og journalister ser sjældent det tragikomiske i selvopfattelsen. Hører man en medieperson bruge begrebet om sig selv, er det høflige at holde masken. Tænk på noget andet. Fuglene i skoven. Det næste besøg hos tandlægen. I hvert fald: Undlad at smile eller grine. Hold masken.

Hanlon’s razor (søde udgave)

“Never attribute to that which is adequately explained by stupidity”. Og den søde udgave er: “Forklar ikke med onde intentioner eller konspirationer, hvad der kan forklares med uvidenhed, travlhed eller dovenskab.” Faktuelle fejl, manglende varedeklaration og bias mmm. i nyhedsjournalistik skyldes sjældent et bevidst ønske om at manipulere. Forklaringen er i reglen ringe faglighed og/eller ønsket om at komme lettest mulig gennem dagen,

Journalistisk sandhed

Refererer til, at information er en funktion af tid og tilgængelighed, og specielt i rapportering af en hændelse under udvikling vil det være urimeligt at forvente/vurdere reportagen på, om den er 100 pct. korrekt. De rapporterede sandhed er en funktion af den tilgængelige, og derfor kan beskrivelsen X være den journalistiske sandhed, hvis X svarer til, hvad der med rimelighed kan siges at være tilgængelig/opnåelig viden. Som læser/seer/anmelder kan man komme til at undervurdere, hvor svært den journalistiske reportage kan være Der er situationer med dramatiske historier under udvikling, hvor fejl er acceptable for læseren, fordi hurtig information med eksempelvis 80 pct. sandhed foretrækkes fremfor at vente på den pure sandhed. I sådanne tilfælde vil det gode medie gøre opmærksom på problemstillingen med en eksplicit bemærkning som eksempelvis “historie under udvikling” eller “opdateres”.

Kampagne-journalistik

Refererede oprindeligt til til en intensiv dækning af et emne i en periode. Altså som i “periode hvor et bestemt arbejde foregår. I dagligdags sprogbrug og for mange læsere er det blevet ensbetydende med agiterende eller såkaldt aktivistisk journalistik, og bruges ofte som led i en kritik. Den almene opfattelse er efterhånden overtaget af branchen. I eksemplet til højre ironiserer Jyllands-Postens chefredaktør over Politikens journalistiske kampagne, hvor det jo lyder lidt som om, man har bundet sig til en bestemt vinkling og konklusion. JP er i øvrigt ikke selv fri for agiterende journalistik,

Kapitel 22.

Poul Blak beskriver i kapitel 22 i sin bog Journalistik – håndværk og hærværk, hvordan en avis overtages af en gruppe journalister med en politisk dagsorden. Vi er, gætter jeg, tilbage i 1970’erne eller der omkring. Dengang var det in at være socialist, og Blaks erfaring fra en jysk(?) avis vedrører en gruppe venstreorienterede journalisters overtagelse af avisen. Blak omtaler desuden en bestemt bog, der redegjorde for, hvordan en politisk gruppe kunne overtage en avis og styre journalistikken. I dag er vi er langt væk fra 1970’ernes populære socialisme – og så måske alligevel ikke. Tag en avis som Berlingske Tidende, hvor journalister dyrker en bestemt dagsorden. Begrebet “Kapitel 22” henviser til fremvæksten og siden dominansen af en sådan type manipulerende journalistik. Blaks bog er i øvrigt værd at læse også af andre grunde. : Poul Blak: Journalistik – håndværk og hærværk, Forlaget Hovedland, 1998. Han skriver engageret om objektivitet (kritisk, meget kritisk, som i totalt afvisende) og fairness , så et velkendt argument), oplevelsesjournalistik, journalister der taler og taler når de interviewer og meget mere. En god bog.

Kritisk journalistik

Nej, en journalists negative holdning til et emne er ikke det samme som kritisk journalistik. Det er journalistik, der afspejler en negativ opfattelse. Flabede spørgsmål er ikke i sig selv kritiske spørgsmål. De er flabede. Polemiske spørgsmål er ikke i sig selv kritiske, de er polemiske. Kritisk journalistik er, når man undersøger noget. En spadestik dybere end blot en beskrivelse. Det kan være, den undersøgende journalistik ender med en positiv konklusion (‘EU’s kvotesystem for drivhusgasudledninger har den tilsigtede effekt at reducere udledningen efficient’) eller en negativ (‘EU’s kvotesystem har ingen effekt på drivhusgasudledningen, fordi der samlet er uddelt for store kvoter’).

Menings/ opinions- journalistik

Man kan skelne mellem den almindelige nyhedsjournalistik (som de fleste medier deklarerer som saglig, upartisk osv.) og meningsjournalistikken (fx kommentarer, ledere, klummer, kronikker osv.). Formålet med en meningsjournalistisk tekst er at overbevise, og ikke så meget at informere, selvom det også kan være tilfældet. For meningsjournalistik er det ok at tage stilling og komme med anbefalinger og udvise bias. Det er er udbredt problem, at medier blander editorialising ind i den journalistik, de deklarerer som saglig nyhedsjournalistik.

Moynihans diktum

“Everyone is entitled to their own opinions, but they are not entitled to their own facts.”

Opinostik

Tøger Seidenfaden, ære være hans minde, kaldte som redaktør for Weekendavisen bladets journalistik for opiniostik. Med et skævt smil. For Seidenfaden var det, naturligvis, ikke en kritik. Og en sammenblanding af traditionel nyhedsjournalistik og holdninger er da også helt ok, hvis bare den deklareres korrekt. Det mix kan resultere i fin og flyttende journalistik, sådan som det var tilfældet i Seidenfadens aviser. Jeg husker ikke om deklareringen fremstod særlig tydeligt i WA, men læserne vidste formentlig godt, hvad de sad med.

Public Service

Begrebet er yderst anvendeligt til politisk agitation og manipulation. Det fungerer på en og samme tid som buzzword og plusord. Samtidig er det så fluffy, at det er svært at tage en bruger i en direkte forkert anvendelse.

Det lyder bedre end “den statsejede tv-og radiostation oplyser”.

Og, vigtigst, det er konkret nok til at kunne bruges som slagfærdigt argument for offentlig finansiering.

Public Service virksomhed defineres lovgivningsmæssigt ved a) nogle ønsker til kvaliteten af produktionen (fx “.. sikre den danske befolkning et bredt udbud af programmer og tjenester omfattende nyhedsformidling, oplysning, undervisning, kunst og underholdning. Der skal i udbuddet tilstræbes kvalitet, alsidighed og mangfoldighed [..]. Ved informationsformidlingen skal der lægges vægt på saglighed og upartiskhed”) og b) en implicit antagelse om, at den endelige produktion udføres af offentligt ejede virksomheder. Ud fra en økonomisk vinkel kunne public service funktionen være særdeles veldefineret: Nemlig produktion af ønskelige ydelser, der ikke kan produceres (enten nada produktion eller i utilstrækkeligt omfang) på frivillig basis – men denne forståelse anvendes ikke i Danmark. Det er ikke svært at regne ud hvorfor.

Randa

Att randa. Journalistisk metode praktiseret af den svenske journalist Jan Guillou, hvor man tilføjer fordrejninger, overdrivelser eller løgne. For Guillou indebar det også en underholdende, spændende skrivestil. Der er noget æstetisk tiltrækkende ved tekster skrevet efter denne metode, og det er ikke svært at forstå, at den er populær hos både journalister og læsere. Også i dag. Ikke mindst i dag. Hvis man som journalist aspirerer til at blive mere forfatteragtig, og hvis man ikke rigtig gider arbejdet med verifikation og falsifikation, og synes det er svært at skrive interessant, hvis man skal opretholde balance og fairness og what have you, SÅ giver det god mening at kaste sig over att randa. Det problematiske opstår, når metoden anvendes uden varedeklarering.

Sagen, was ist

„Einer Wahrheit ans Licht zu helfen, die unter der glatten Oberfläche der Volksmeinung schlummert, diese notwendige Wahrheit unangreifbar zu fassen und in 400 000 Exemplaren bis in den hintersten Winkel auf die Reise zu schicken, so daß niemand mehr sagen kann, sie sei ihm nicht zugänglich gewesen, eine Wahrheit, der die etablierten Führer und Meinungsmacher aus Bequemlichkeit und Eigensucht bislang ausgewichen sind – das ist die einzige Möglichkeit für den Journalisten, die Wirklichkeit zu verändern: Er kann sagen, was ist.“

Det er selvfølgelig temmelig naivt at tro, at det egentlig er sådan, at journalister kun kan forandre virkeligheden ved at sige det, som det er. Historien vrimler med manipulerende journalister i magtens tjeneste. Rudolf Augstein må have ment det normativt. Gætter jeg.

Skin-journalistik

Som skinproces – ‘retssag eller sagsbehandling som udadtil skal fremstå som retfærdig og uvildig, men hvor resultatet er givet på forhånd’ – så er skinjournalistik journalistik, hvor resultatet er givet på forhånd. Klassiske eksempler på skinjournalistik er Berlingske Tidendes dækning af udenrigsstoffet. Skabelonen er: Tage udgangspunkt i en konkret begivenhed (typisk velbeskrevet i andre medier), beskrive hvordan onde (højreorienterede personer eller tankegods i en eller anden form), står overfor gode (venstreorienterede personer eller tankegods i en eller anden form), afslutte med en generaliserende og dybt klingendelektie om verdenen (Og spørgsmålet er ikke, hvad han foretog sig i Kenosha den nat. Spørgsmålet er: Hvis han ikke netop den nat skulle være i Kenosha, hvor i alverden skulle han så være? Det er i sin nøddeskal forståelseskløften i det moderne Amerika.’) Motivet for skinjournalistik er ikke nødvendigvis politisk agitation – oftere er det mangel på nysgerrighed og/eller

Scripps-doktrinen

Scripps medievirksomheden valgte i 1922 mottoet: “Give light and the people will find their own way.” Allerede da Scripps startede sin første avis var udgangspunktet, at “The newspaper should simply present all the facts the editor is capable of obtaining, concerning men and measures, before the bar of the public.”

Trads-effekten

Den populære og indflydelsestunge danske journalist og redaktør David Trads var redaktør på dagbladet Information og øverste ansvarlig for en reportagerække, der i strid med virkeligheden beskrev en person, som bladet ikke brød sig om, som værende nazist. Personen var ikke nazist og havde aldrig været det. Tilfældet kan tolkes som bevidst misinformation. TV2 Nyhederne – det andet af Danmarks store statsmedier – deltog også i kampagnen. Det var inden begrebet fake news indgik i dagligdags sprogbrug, men i dag ville det nok falde under den rubrik.

Man kunne tro, at det at blive grebet i et ret alvorligt tilfælde af misinformation, ville have en negativ effekt på mediets omdømme og den ansvarlige persons faglige status. Men det modsatte vise sig at være tilfældet. Den ansvarlige person blev tværtimod endnu mere populær og endnu mere efterspurgt. Eksempelvis som “ekspert” (ikke i fake news, hvilket måske ville have givet mening, men i andet stof) i statslige medier, herunder faktisk i ovennævnte TV2, der som nævnt tog del i kampagnen. Og i øvrigt også efterspurgt som journalist ved private medier.

Det er denne effekt, hvor udøvelsen af fake news styrker ens position i branchen, som Trads-effekten referer til.

Woodward-Bernstein doktrin I-II

WB-doktrin I: “Shortly after Richard Nixon resigned the presidency, Bob and I were asked a long question about reporting. We answered with a short phrase we’ve used many times since to describe our reporting on Watergate and its purpose and methodology: we called it the best obtainable version of the truth.”

WB-doktrin II: “Yes, follow the money, but follow, also, the lies.”

(Fra makkerparrets tale ved White House Correspondents’ Dinner 2017)

Trumpsk

Som brand-maker var Trump berømt/berygtet for sin praksis med overdrivelser og usandheder. Den strategi videreførte han som politiker, og journalisten Bob Woodward vurderede, at Trump var lystløgner. De fleste mennesker genkender sikkert fristelsen til at overdrive og gøre historien bedre end, hvad der strengt taget er sandt. Også i journalistik kan aktørerne blive fristet til at vinkle skarpt, overdrive nogle aspekter og ignorere andre, opfinde en virkelighed eller benægte fakta – alt sammen for at gøre historien ekstra interessant. Eller at dovne den og please læserne ved at bekræfte deres fordomme (minimere kognitiv dissonans). På den måde kan en journalistisk produktion have ligheder med Trumps metode. Det ironiske ved Trumps ageren, herunder angrebene på medierne, og herunder angrebene for at publicere usande historier, var, at medier i vigtige tilfælde svarede igen ved at kopiere Trumps ageren. I stedet for, som eksempelvis Woodward, at skrive nøgternt – og derfor overbevisende og tilintetgørende – så greb de til overdrivelser og usandheder. Pointen er ikke, at at Trumps adfærd undskylder den journalistiske brug af overdrivelser og løgne – for det gør den selvfølgelig ikke. Pointen er, at ledelsen skal være bevidst om faren for, at de selv og de ansatte journalister falder i fælden. Forudsat, naturligvis, at ambitionen er sandfærdig journalistik. Hvis ambitionen og forretningsmodellen er at maximere antal læserne med minimal indsats, så er det muligvis en pointe i at praktisere trumpsk journalistik. Den overstregede tekst er fra 2019. Og den er fortsat sand. Trump vandt præsidentvalget i 2024. Pointerne fra den overstregede tekst holder fortsat.