Spændende journalistik fra Zetland, der oplyser læserne om, hvordan et privat firma, Copenhagen Infrastructure Partners (CIP), opnåede positiv særbehandling fra Lars Løkke Rasmussen (LLR). Zetlands historie giver indblik i motiverne bag politiske beslutninger og politisk styring af økonomien. Det er kendt, at offentligt finansierede og/eller stærkt regulerede sektorer indebærer muligheder for at opnå særfordele. Og det er en vigtig journalistisk opgave at afdække sådanne tilfælde af rent-seeking og capture.

Zetland formulerer temaet som: “Det centrale spørgsmål er derfor, om regeringen med Lars Løkke Rasmussen i spidsen har kastet sig ind i sagen for at sætte fart i den grønne omstilling, eller om udenrigsministeren tværtimod har sat en gruppe milliardærers særinteresser over hensynet til den grønne omstilling, klimaet og hele Europas forsyningssikkerhed.” 

Der er meget godt i Zetlands artikel, men lige præcis den vinkling er problematisk, for den antager fejlagtigt, at de to skitserede muligheder udelukker hinanden. Og det er forkert. Det er forkert på forhånd at udelukke, at LLR søgte at fremme såvel udbygningen af vindanlæg som CIP-Ørsteds vilkår – jeg underholder nedenfor med, at det nok i virkeligheden var det, der skete. Altså at LLR vurderede og helhjertet tror på, at selektiv hjælp til CIP-Ørsted styrker både den grønne omstilling og den danske økonomi.

Det meste, der kan gå galt, går galt i dette stykke Berlingske-journalistik. 

For det første er journalistikken et skoleeksempel på mikrofonholderi.

Artiklen fastslår, at “Mandag blev med en middeltemperatur på 17,01 grader den varmeste dag, der er målt på jordkloden” og består derefter af et interview med meteorologen Jesper Theilgaard. Historien er deklareret som en nyhedsartikel, og Berlingske deklarerer generelt, at bladets journalistik “[..] skal have en kritisk indstilling til kilder, og kilders motiver og egeninteresser skal til enhver tid indgå i den journalistiske vurdering af en sag.”

Theilgaard er en interessant, markant og engageret aktør i debatten om klimapolitik, og han har desuden en professionel foredragsvirksomhed, hvor han holder oplæg om klimaforandringer. Theilgaard optræder ofte i medierne. Ud over at have markante synspunkter på klimapolitik har Theilgaard også stærke synspunkter på mediernes dækning af klimaforandringerne. Kort fortalt mener Theilgaard, at klimaforandringerne har, og i stigende grad vil få, katastrofale konsekvenser, samt at medierne underdækker den ekstreme udvikling. Det sidste, mente Theilgaard, gjorde sig gældende i forbindelse med forrige uges globale varmerekord.  

Berlingskes interview indeholder seks citater fra Theilgaard, og i intet af de seks eksempler er der et udfordrende spørgsmål før Theilgaards svar – eller som opfølgning. Theilgaard omtaler i interviewet personer med synspunkter, der afviger fra hans, som “klaphatte”. 

Maj måneds suverænt bedste medarbejder på TV2 kan allerede nu kåres: Nemlig den tænksomme eksistens på kanalen, som kom på den idé, at man skulle ha’ et interview med Andrej Kurkov.    

Kurkov har skrevet vidunderlige bøger om kontrasten mellem almindelige, halvanarkistiske mennesker på den ene side og politiker-typer og deres slæng af magtliderlige på den anden. Et spændende tema til alle tider. Men, kan man sige, Kurkov har ekstra journalistisk værdi i denne tid, fordi han bor i et Ukraine i krig med en magtsyg post-kommunist.

Interview-stilen i Lippert er kendetegnet ved, at kanalen lægger stor vægt på sit/medarbejdernes brand. Gæsten er vigtig, men dog ikke så vigtig som intervieweren. Det hele foregår lidt staccato, som en dirigent foran et orkester, distræt kiggende ned i vigtige noter. Den slags iscenesættelse kan man elske eller hade eller ignorere. Kurkov håndterer det med stoisk ro. Tilbage står at programmet ofte er værd at høre, og i hvert fald denne gang lykkes det rigtig godt. 

Kurkov giver et nuanceret billede af Zelenskyj. Havde værten spurgt mere ind til emnet, kunne man formentlig være blevet en del klogere. Kurkov udtrykker stor respekt for Zelenskyjs rolle idag. Men man aner, at han ikke havde lige så stor respekt for Zelenskys præstationer fra før krigen. Det kunne det have været interessant at høre mere om. 

Metoden er enkel og derfor smuk: Sammenlign en politikers ord med virkeligheden. 

Magnus Heunicke har – formentlig på grund af sin baggrund i journalistmiljøet og helt sikkert på grund af et stort talent for kommunikation – fået en øm, nærmest kærlig, behandling af den selvudnævnte fjerde statsmagt. 

Under pandemien fik romancen komiske og skræmmende udtryk med statslige medier, der iscenesatte ministeren ved et transportbånd i Københavns lufthavn, hvor han løftede pakker med værnemidler til hospitalerne. Det resulterede i billeder, som spindoktorer i demokratier normalt kun kan fantasere om. Måske det i virkeligheden er slesk journalistik, der er verdens ældste erhverv. 

Men i de her to historier fra TV2 udsættes sundhedsministeren faktisk for nysgerrig og undersøgende journalistik. Og det sker ved at sammenligne politisk spin med virkelighed. Ministerens spin bestod i en udtalelse om, at akutmodtagelserne i weekenderne blev “oversvømmet” af unge alkoholforgiftede. 

“Oversvømmet” er på god politiker-maner både effektfuld og upræcis, men med de tal og vurderinger TV2 har fundet frem til, så er den ædruelige vurdering nok, at “oversvømmet” er en stor overdrivelse. Virkeligheden er en anden.

Det var en tragisk hændelse. Men – journalistisk set – en god historie Berlingske Tidende bragte i starten af pandemien. Sensationel med død og pine, gode mod onde, klare politiske implikationer. Budskabet var, at man i det forfærdelige USA med forfærdelige private hospitaler og sundhedsforsikringer ikke får noget langt liv. Journalistik, der spiller på stereotype opfattelser af USA og private løsninger, har et solidt publikum i Danmark. Også blandt Berlingskes, formoder jeg, konservative læsere.

Samtidig er det en historie, der giver anerkendelse fra fagfæller. Man kan roligt møde op til fredagsbar med sådan en historie i bagagen. ‘Forfærdelige forhold, du, men vigtigt at skrive den, og så i Berlingske, stærkt du turde, like, like’. 

Budskabet kan i øvrigt være sandt. Altså, at private løsninger i sundhedsvæsenet er noget fanden har skabt. Et spændende emne at diskutere. Der er fordele og ulemper ved privat produktion og finansiering. Nåh, undskyld, allerede der blev det for nuanceret. Men vurderingen af fordele og ulemper er i øvrigt ikke relevant her. Det relevante her er det journalistiske. Og mere præcist: Om historien var sand. Holdninger har enhver ret til selv at vælge, men det gælder ikke fakta.

Og her melder sig et lille problem.  Historien var ikke sand. Der var ingen teenager, der blev nægtet behandling for coronavirus på grund af manglende forsikring. Virkeligheden var en anden.

Så egentlig var det ikke god journalistik. I hvert fald ikke for nysgerrige og sandhedssøgende læsere. De blev efterladt dummere.

TV2 News’ interview med Atlantsammenslutningens generalsekretær Lars B. Struwe har nogle væsentlige journalistiske mangler. 

For det første deklareres Tænketanken/interesseorganisationen ikke. For det andet får talsmanden kun softball spørgsmål. Og for det tredje lader man generalsekretæren anvende en usaglig argumentation – uden at mediet følger op med kritiske spørgsmål.

Læsere får nyttig information i denne artikel om Bidens mulighed for at udpege en ny højesteretsdommer, men der er også nogle bemærkelsesværdige mangler. På trods af at baggrunden for Bidens ønske om indsætte en afroamerikansk kvinde som højesteretsdommer er særdeles veldokumenteret – og meget interessant – så oplyser Berlingske ikke læserne om den del af historien.  

Breitbart er et amerikansk netmedie, der publicerer holdningsbaseret journalistik. Holdningerne afspejler et mix af populisme, konservatisme og libertarianisme. Det er, for nogle emner, en umage threesome – det er fx svært at forene populisme og lukkede grænser på den ene side og libertarianisme og åbne grænser på den anden – men der er fælles opfattelser, og hvor de er uforenelige foretrækker redaktionen for tiden tilsyneladende en populisme lidt a la Trump. 

Herhjemme er Breitbart forsøgt kædet sammen med en anti-semitisk dagsorden, hvilket må være udtryk for manglende research. Bladets pro-israelske holdning og jødiske baggrund og jødiske medarbejdere taget i betragtning, virker den karakteristik som et bevidst forsøg på misinformation, og det er mærkeligt, at eksempelvis Berlingske Tidende har søgt at give karakteristikken troværdighed. Og så er bladet, i DK forstås, også kendt for, at Henrik Sass angiveligt startede (starter?) dagen med at læse Breitbart (og WaPo) – ja, der har altid været lidt af en rebel i Sass.

Breitbart deklarerer tydeligt, at deres journalistik er holdningsdrevet. Så vidt så godt. Men selvom enhver har ret til egne holdninger, så har man som bekendt ikke ret til at vælge sine egne fakta. 

Det forsøger Breitbart ikke desto mindre i denne artikel. Mediet er engagerede modstandere af klimapolitiske tiltag og agiterer imod personer og organisationer, der plæderer for sådanne tiltag. I den her artikel leder det til en påstand om, at det ikke er USA, der er verdens største per capita udleder, men Kina! Håbet er, formodentlig, at man dermed kan imødegå argumenter for et mere ambitiøst amerikansk reduktionsmål.